Anmeldelse af Dyrlæger Dør Ved Daggry af Anne Egede

dylæger dør ved daggry, anmeldelse

Kan du huske da festauditoriet spræng i luften. Der var et gabende stort hul ind midt i bygningen i starten af min studietid. Vi blev fortalt, at det skyldes en gaseksplosion, men jeg har nu læst krimien af Anne Egede og kan forstå, at grunden er en helt anden (og meget mere lyssky).

Krimien foregår i en regnvåd weekend i maj og for det meste på det gamle campus på Frederiksberg og de omkringliggende gader. Smediefesten gynger derudaf mens det første mord sætter en brat stopper for hærlighederne. Eller rettere: Det er den fornuftige politibetjent fra kriminalpolitiet Jens Nysted, der stopper festen. Det er et usædvanlig voldsomt mord og jeg kan nemt forestille mig retsmedicinernes frustrationer over at skulle adskille de blodspor, der stammer fra det menneskelige offer og dem, der kommer de parterede dyr i sektionssalen.

Herfra bliver vi hvirvlet ind i et spind af løgne, flere blodige mord og højst usædvanlige dyrlæge-adfærd. Mysteriet ligner fra starten en mere simpel gåde, som både snyder kriminalbetjent Nysted, de to hovedpersoner …og os læsere. Eller måske ved professoren i speciel patologi, Thomas Cluster, mere end han vil ud med. Han kommer i hvert fald (uden at sige for meget) til at bøde for sin nysgerrige indblanding.

Forfatteren Anne Egede har flere bøger på samvittigheden, men denne er hendes første krimi. Hun har tilbragt 6 år som dyrlægestuderende, så hun kender skolen særdeles godt.

Denne bog en virkelig god krimi. Jeg må dog tilstå jeg mest læser faglitteratur og skønlitteratur kun sjældent finder vej til natbordet. Endnu sjældnere sker det for bøger af krimigenren, da jeg ofte har svært ved at holde koncentrationen om historien.

Med denne krimi var jeg dog fanget hele vejen igennem og havde svært ved at slippe den, da jeg først var kommet i gang. Anne formår at skabe situationer, hvor vi som læsere hele tiden sider på kanten af stolen i spænding for, hvad der nu vil ske.

 

Plottet er overraskende, da man først langt inde i bogen får trådende samlet via ingredienser fra historiske begivenheder, Danmark som krigsførende nation, ekstern forskningsfinansiering og molekylær biologi. Bogen er på alle måder anbefalelsesværdig læsning for både dyrlæger og ikke-dyrlæger, da plottet, persongalleriet, og spændingsopbygningen gør, at man bare bliver nødt til at læse det næste kapitel.

 

Henrik Elvang Jensen, professor i patologi i DVT 7 2015

 

Du kan bl.a. købe bogen hos Saxo.com her… (affiliatelink)

 

Generelt har jeg dog et forbehold for krimi-genren i øvrigt, og her skiller Annes bog sig ikke fra andre jeg har læst i samme genre.

Typisk vil hovedpersonerne inden for de første 100 sider tage nogle – for os læsere – besynderlige beslutninger. Det er naturligt for karakterer i en bog (eller hvilken som helst anden velfortalt historie), at tage irrationelle beslutninger, men i bogens begyndelse, hvor vi ikke kender personernes baggrund og tanker særlig godt, kan det virke helt fjollet, at de træffer så ulogiske valg: “Hvorfor går hun dog ikke til politiet med det samme? Hun ville få varm kaffe, et håndklæde til det våde hår og et ly for regnen!”. Men havde hun gjort det, ville bogen ret hurtigt slutte der og dermed ikke åbne for den spænding, der holder os fanget hele resten af det 382 sider.

Det ved jeg godt, men alligevel.

Når du kommer igennem de indledende beskrivelser og kommer til at holde af karaktererne i bogen med alle deres fejl og irrationelle beslutninger, vil du være godt underholdt.

Et særligt aspekt af bogen, der holdt mig engageret hele vejen igennem, er de livagtige beskrivelser af scener og miljøer i bogen. Især når vi som dyrlæger kender alle stederne og ved hvor uhyggelige de også er i virkeligheden. Vi kan med Annes beskrivelser nemt se os selv løbende lige bag ved mordofret, mens han forpustet og gispende tumler igennem gangene under klinikken og den gamle ridebane.

 

De lange, snævre gange under Landbohøjskolen, der kun blev oplyst af en sløv pære hver tyvende meter, levede også denne morgen deres sædvanlige tyste tusmørkeliv under jorden.

Halvejs gennem gangen fangede en lyd igen hans opmærksomhed, han stoppede og lyttede. Det var, nej, kunne det passe, jo det var rigtigt nok. En fløjten, en sagte fløjten nåede hans ører. Pludselig hamrede hans hjerte, så han var ved at blive stakåndet af det.

Og pludselig tog fanden ved ham. Som ved et fingerknips knækkede filmen. Han tumlede halvblindt gennem gangen, som pludselig delte sig igen.

Chokket var stort da han pludselig stod på næsen og bragede hovedet direkte i gulvet. Skræk gjorde det ikke, rendyrket rædsel var nok snarere det rigtige ord for den følelse, der skyllede igennem ham, da det gik op for ham, at han var faldet over en person, der havde siddet på kældergulvet.

 

Fra bogen “Dyrlæger Dør Ved Daggry” af Anne Egede

 

Anne formår at beskrive stederne i et meget medrivende sprog uden at lægge unødvendige floskler ovenpå og de nærmeste absurde steder på skolen hvor afskårende lemmer og vandskabninger på udstilling i enorme syltetøjsgals er en naturlig hverdag, bliver nærværende for udenforstående. Faktisk kan jeg mens jeg læste flere gange fornemme lugten den søde lugt af formalin og koncerveret kød. Tanken om at blive druknet i det store kar i Anubis, virker på en eller anden måde som en meget mere gruvækkende virkelighed end for eksempelvis endeløse drap i en amerikansk actionfilm.

 

Et gult siksak lyn for over himlen og gjorde luften gnistrende elektrisk, da det slog ned lige i nærheden. Braget, der fulgte, var så højt, at det gav et sæt i Nysted. Så kom det næste lyn og et til hurtigt derefter. Nysted satte i løb for at komme i læ i bilen, men han havde ikke nået at løbe mere end et par meter, før der kom et brag så kraftigt, at det gjorde ondt i ørerne.

 

Nysted havde ingen anelse om, hvad der skete, da smerten i ørerne blev efterfulgt af, hvad der føtes som en kæmpehånd, der greb ham om brystkassen og slyngede ham hen af jorden.

 

Nysted virrede med hovedet, og et par store dråber blod faldt ned i hans hånd. Regndråberne blandede sig med blodet og fik det til at ligne saftevand, tænkte han og tog sig forvirret til ansigtet.

 

Fra bogen “Dyrlæger Dør Ved Daggry” af Anne Egede

 

Jeg har det altid lidt svært med ekstraordinære hændelser i et dansk miljø. Det virker på en måde fjernt og uvirkeligt at vilde ting, som ellers kun sker på film, og sjældent finder sted i Danmark, pludselig sker flere gange og så i Køge af alle steder.

Her er dog et af de steder hvor Anne klarer det rigtig godt i bogen. Hendes beskrivelser af hændelser og steder er på en og samme tid både jordnære og realistiske nok til at være troværdige, men stadig fantastiske nok til at holde mig fanget i historien.

Mit eneste forbehold, som mindst lige så meget skyldes mine læsepræferencer, er at historien kræver en hvis elastik inden den kommer rigtigt igang.

Samlet er jeg vild med stemningen, beskrivelserne og karaktererne i bogen. Tempoet er godt.

Og jer er langt fra den eneste, der synes dette.

 

Da bogen udkom læste jeg den i ét hug. Den var så sindsygt spændende at jeg ikke kunne lægge den fra mig. Jeg har i 16 år boet tæt på Landbohøjskolen. Og jeg gik tit rundt i Landbohøjskolens hyggelige have og funderede over hvilke hemmeligheder der mon gemte sig i de gamle bygninger. Derfor var bogen også vildt fascinerende og i kontrast til alt det smukke.

 

– Thomas S, læser, 5 stjerner på Saxo.com

 

En helt utrolig bog. ….Det er meget sjældent, at jeg får en bog i hånden og jeg bliver fanget fra begyndelsen og ikke bliver tabt en eneste gang undervejs i bogen. Tværtimod blev siderne i denne bog vendt hurtigere og hurtigere, som spændingen stiger. Jeg blev så grebet af handlingen at jeg fik et sug i maven, når det skete noget uventet.
Her er helt sikkert en bog, som jeg må læser igen, og er sikker på at næste gang ser jeg nye detaljer. og jeg glæder mig allerede nu til forsættelsen

 

– Irene H, læser, 5 stjerner på Saxo.com

 

Jeg kan klart anbefale denne bog.

 

// Søren D Pejstrup

 

Disclaimer: Jeg har ikke selv betalt for bogen. Forfatteren har givet mig et gratis eksemplar til denne anmeldelse.

 

Du kan bl.a. købe bogen hos Saxo.com her… (affiliatelink)

Fakta om bogen:
Krimi – Forlaget Bellis
Titel: Dyrlæger dør ved daggry
Forfatter: Anne Egede
Sideantal: 382
Udkom: 21. maj 2015
Indbinding: Hæftet
ISBN/EAN: 9788799728824 / 9788799728824

 

saxobog

Nyhedsbrev for dyrlæger

Avanceret faglig viden, fakta-ark og inspiration til dyrlæger, der vil udvikle sig uden at det bliver på bekostning af familien og tiden med patienterne i klinikken.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få:
- Interviews med fag-eksperter
- Hurtige fidusser til en mere effektiv hverdag
- Inspirerende historier fra andre dyrlæger som os