Holder frygt dig tilbage uden at du ved det?

holder frygt dig tilbage

De fleste af os er glade for det vi har – heldigvis. Vi behøver måske ikke en masse nye udfordringer eller også tør vi slet ikke. Tænk nu hvis det nye ikke virker?

Jeg har en helt bestemt ide med denne blogpost: Jeg vil takke og hylde dem, der tør prøve noget nyt. Også selvom der ikke er nogen åbenlys garanti for, at det nye vil lykkes.

Og så vil jeg have dig til at gøre én specifik ting!

Jeg har jo netop startet dette nye projekt SuccesIVeterinærPraksis.dk og er lige nu midt i “præ-lanceringsfasen”. Der er mange nye websites i støbeskeen fra slutningen af 2015, og vi har aldrig set tilsvarende i dyrlægebranchen her i Danmark.

Det er spændende, men også nyt og ukendt.

Hvad kan du så få ud af dette? – Jeg vil motivere dig til at tage mindst én konkret handling i retning af noget du har villet gøre længe, men ikke turde?

Helt specifik vil jeg takke med denne blogpost:

Kirsten Vestergaard Pedersen, Orion Pharma Animal Health

Pia Bährentz, Kruuse

 

Mette Riise, Royal Canin

De har alle haft modet til at være med på noget nyt. Selvom jeg ikke har kunnet give dem andre garantier end mit ord og mit løfte om hård arbejde, har de turde stole nok på min nye ide til at støtte projektet økonomisk. Mere præcist så giver alle en hånd med til at få min ide om et seminar til foråret på benene.

Det skylder jeg dem en stor tak for!

 

Hvad holder dig tilbage?

Vi har alle sammen noget der holder os tilbage – nogen mere end andre, men vi har alle et forbehold et sted.

Prøv at tænk over om du nogensinde har haft muligheden for at lykkedes med noget, men alligevel ikke gjorde det?

Har du på et tidspunkt haft alle chancer for succes med et projekt og alligevel fået det saboteret på den ene eller anden måde.

 

Frygten for at begå fejl

Det er måske nok den mest naturlige forhindring af dem alle sammen: Tænk nu vis den nye ide ikke slår til. Tænk nu hvis vores behandling af patienten ikke er god nok. Eller er diagnosen præcis nok?

Vejen omkring denne frygt er for mig at se på det anderledes: Fejl er ikke nederlag. Det er et succesfuldt eksperiment, men et passende outcome. Det fortæller mig noget om, hvad jeg skal gøre og forvente næste gang.

Det lyder måske håbløst banalt, men er ikke desto mindre hvad jeg gør: Betragter nye udfordringer som et eksperiment, der enten kan blive en succes og/eller en fantastisk læringsproces …men aldrig et nederlag.

 

Frygten for latterliggørelse

Vi mennesker er sociale væsner – eller de fleste af os er i hvert fald. Det er helt grundlæggende i os, at vi vil være accepteret, anderkendt og afholdt at vores familie, venner, bekendte, klienter og sågar tilfældige forbipasserende på gaden.

Vi vil godt kunne lides. Simpelthen.

Hvis vi på en eller anden måde træder ved siden af og ikke opnår det vi sagde vi ville (eller vi tror andre forventer), taber vi ansigt og føler os mindre værd.

Selvfølgelig holder det mange tilbage, for hvem går ind til sociale nederlag helt frivilligt.

Ja, okay, det er måske sat på spidsen, men ER en frygt (om måske kun underbevidst), der holder mange af os tilbage.

Jeg oplever oftere og oftere at det mest af alt er en både irrationel og grundløs frygt. Måske er jeg bare heldig at være omgivet af positive, rummelige og tilgivende mennesker, men jeg tror faktisk ikke, at det kun er det.

Jo mere ærligt du deler proces, tanker og udvikling, jo mere forståelse og empati, vil du møde, når mine ideer ikke lykkes.

 

Frygten for succes

Ah hva’? Seriøst? Ja! Det er skal skam en meget virkelig frygt. Denne frygt bliver også af og til kaldet ”frygten for at miste ens identitet”, da det faktisk er kernen i det.

I Danmark har vi sat navn på Janteloven, men grundideen findes faktisk også andre steder. Hvis du hele dit liv har set dig selv som gennemsnitlig (eller dine forældre ubevist har sent det signal) eller hvis du har en bestemt opfattelse af dit succes-niveau, kommer du pludselig på dybt vand.

“OMG, hvad ville der nu ske hvis jeg pludselig fik en masse succes, anderkendelse eller penge?” (Cave: Penge er IKKE succes i sig selv!) Så ville du pludselig ikke være den version af dig selv du kender, eller den version af dig selv dine forældre og venner forventer. En lurende succes i horisonten kan være besynderligt skræmmende og en meget virkelig grund til at selv-sabotere projekter.

Det ville jo være rat, hvis jeg lige havde opskriften på at prikke hul på den her, men det har jeg ikke. De to andre kan løses forholdsvist nemt ved at se på situationen i et lys, men denne frygt bygger på noget grundlæggende i vores personlighed.

Selv bruger jeg en kombination af to øvelser: 1: Positive selvbekræftende sætningen som f.eks. ”jeg får succes med XYZ” og 2: Visualisering af målet.

Begge kan virke ret åndsvage at udføre, men det virker.

 

Frygten for at blive afvist

Hvis ikke den her påvirker dig mindst en gang dagligt, vil jeg gerne vide hvordan du gør! Seriøst, skriv en kommentar i feltet under artiklen, for jeg vil virkelig gerne vide hvordan du gør.

  • Har du nogensinde overvejet at lade være med at ringe til ejeren på en bedøvet patient og foreslå en ekstra undersøgelse eller ydelse
  • Har du nogensinde undladt at foreslå en præanæstetisk blodprofil, selvom du synes den var indiceret?
  • Har du nogensinde undladt at give et prisoverslag selvom du egentlig burde?

Der er mindst en milliard mere af dem her og jeg arbejder med dem alle sammen. Frygten er reel nok og stammer fra et eller andet i reptilhjernen eller sådan noget.

Her har løsningen været mere simpel, men er nok den sværeste at udføre. Det afgørende er genkende frygten i situationen og sætte navn på. Det lyder måske lidt wu wu, men hvis du kan erkende hvorfor du holder dig tilbage, kan du også arbejde dig igennem.

Og her kommer det svære så: Du skal gøre, hvis du frygter alligevel. Det bliv ikke nemmere (ikke nemt, men nemmere), når du kender grunden.

 

Tag handling nu

Min udfordring til dig er at finde mindst en opgave, som du mangler at få løst. Sæt navn på din frygt og skriv ned hvorfor du stadig ikke har løst den opgave.

Skriv også den første konkrete handling, du skal udføre på den opgave …og det skal være konkret, så sætningen starter med et udsagnsord i bydeform:

  • Ring til …
  • Find den kvittering …
  • Undersøg XYZ på nettet …
  • Drøft XYZ med …

Skriv det allerhelst i kommentar feltet så vi andre kan se at vi ikke er alene, men en lap papir kan også bruges.

Pøj pøj, Søren

 

Nyhedsbrev for dyrlæger

Avanceret faglig viden, fakta-ark og inspiration til dyrlæger, der vil udvikle sig uden at det bliver på bekostning af familien og tiden med patienterne i klinikken.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få:
- Interviews med fag-eksperter
- Hurtige fidusser til en mere effektiv hverdag
- Inspirerende historier fra andre dyrlæger som os