CASE: Oswald – Kat med vedvarende sår og hævelse

Subkutane noduli eller hævelser, ofte smertefulde og varme. Noduli kan være ulcererede eller danne drænage med fedtet, olieagtig eller purulent sekret. Hyppigt lokaliseret på ryg, flankesider eller bugen.

Første præsentation

Oswald er en kastreret huskat, ca. 4 år gammel. Han lever som inde/udekat i et parcelhuskvarter. Han er tidligere observeret med skrammer og sår.

Oswald præsenteres første gang med en hævet, øm region med punktformige sår og pus i det subkutane væv – især lokaliseret til bagpartiet.

Derudover ses miliærlignende læsioner over ryg og nakke – mange små krustøse sår.

Han er afebril, har god almen tilstand, og virker ikke særlig smertepåvirket.

Der observeres ikke lopper, men miliær dermatitis kunne være sekundært til tidligere infestation eller anden overfølsomhed.

Første behandling

Første behandling blev således:

  • Mindre område på bagparten klippet og renset
  • Antibiotika: Amoxibactin + Clavulansyre
  • NSAID: Meloxicam
  • Ektoparasit-profylakse: Fluralaner

Andet besøg

Efter ca en uges tid på behandling kommer Oswald og hans mennesker igen.

Forbedring:

De miliære læsioner på ryg og nakke er forsvundet.

Forværring:

Det oprindelige sår på bagpartiet er nu større, og der er stadig pussekretion. Oswald virker stadig upåvirket i almen tilstand.

  • Hvad er dine differentialdiagnoser for det persisterende sår?
  • Hvad kunne årsagen være til at læsionen på bagpartiet ikke responderer på antibiotika?
  • Hvilke supplerende undersøgelser vil du overveje nu?

STOP INDEN DU LÆSER VIDERE!

Ejeren tilbydes videre udredning og vi har forslået to ting og følgende foretages under sedation:

  • Tre cirkulære fuldtykkelses-biopsier (punch) udtaget fra afficerede områder.
  • Dyb prøvetagning til bakteriologisk dyrkning.

Cytologi havde været en mulighed, hvis du er god til den slags. Her vil du finde fedtnekrose og inflammatoriske celler.

Prøvesvar

Dyrkningssvar

  • Steril dyrkning – ingen vækst af bakterier, svampe eller mykobakterier.

Histopatologisk svar

Beskrivelse (uddrag):

  • Epidermis: Let acanthose.
  • Dermis: Mild, diffus/interstitiel dermatitis.
  • Panniculus: Udtalt pyogranulomatøs inflammation, fibrose og fibroplasi.
  • ZN og PAS negative – ingen mykobakterier eller dermatofytter fundet.

Forandringerne er forenelige med alvorlig pyogranulomatøs panniculitis.

Mulige ætiologier inkluderer:

  1. Mikroorganismer (bakterier, svampe)
  2. Fremmedlegemer
  3. Traume (eks. kattebid)
  4. Immunmedieret vaskulitislignende reaktion

Diagnose

Pyogranulomatøs panniculitis

Behandling af steril panniculitis

1. Immunmodulerende/antiinflammatorisk behandling – førstevalg

  • Prednisolon (systemisk steroid). Startdosis: 1–2 mg/kg/dag PO, typisk i én daglig dosis.

Når klinisk bedring ses (ofte inden for 1–2 uger), udtrappes langsomt over 4–6 uger (eller længere ved recidiv).

  • Alternativer ved steroidbivirkninger eller utilstrækkelig effekt: Cyclosporin A: 5 mg/kg/dag PO. Bruges ofte som steroid-sparende middel ved længere forløb eller recidiv.

2. Seponering af antibiotika

  • Når infektionsårsag er udelukket (som her med negativ dyrkning og histo), bør antibiotika seponeres for at undgå resistens og bivirkninger.