Det er torsdag aften i foråret, og jeg har vagten. En hudpatient ankommer – en sjælden gæst uden for dagtimerne, medmindre der er tale om en hotspot.

Hunden, en 5-årig West Highland White Terrier, fremstår tydeligt plaget. Den er urolig, virker smertepåvirket og slikker sig konstant, især i bugområdet.

Ejeren fortæller, at hunden tidligere har haft lignende problemer og har været til dyrlæge for det, men den får i øjeblikket ingen behandling. Ejeren har en klar holdning til medicin: “Hunde er dyr, og dyr skal ikke have medicin hele livet.”

Der er ikke ændret noget i hjemmet eller i fodringen. Hunden får det samme som den plejer, inklusive madrester, og ejeren understreger, at det ikke er noget, han ønsker at ændre på – det skal den unge dyrlæge i hvert fald ikke blande sig i.

Afføringen bliver ikke observeret, da hunden går i haven og klarer den slags selv.

Allerede fra starten er det tydeligt, at kommunikationen med ejeren bliver lidt en udfordring i det han udviser både mistro og frustration.

Ved klinisk undersøgelse ses markant erythem og fugtig, inflammeret hud i det ventrale bugområde og lysken, med tydelige tegn på krads og slikkelæsioner.

Der er områder med hyperpigmentering og fortykket hud, samt en ubehagelig lugt. Hunden reagerer med ubehag og tydelig smerte ved berøring af området.

Atopisk dermatitis, fødevareallergi og kontaktreaktioner kunne ikke udelukkes på dagen, og blev vurderet som ikke mulige eller hensigtsmæssige at udrede akut i vagten.

Med udgangspunkt i den akutte tilstand, de cytologiske fund og det kliniske billede blev der iværksat en tentativ behandling.

Hunden blev behandlet med Fluralaner som engangsbehandling mod eventuelle ektoparasitter. For at dæmpe den markante inflammation og kløe blev der givet en injektion med Dexamethason 1,5 mg/kg.

Til hjemmebehandling udskrev jeg Prednisolon ca. 1 mg/kg SID PO og empirisk valg af Clindamycin ca. 5,5 mg/kg BID PO. Begge dele indtil hunden kunne komme til kontrol hos egen dyrlæge.

Topikal behandling eller lokal vask havde også været en mulighed, men med risiko for dårlig compliance. Helt konkret lagde jeg det op til ejer: “Vil du vaske eller vi du give piller? Hvad kommer til at fungere bedst for dig?“. Havde infektionen været domineret af Malassezia, havde situationen ikke tilbudt en valgmulighed.

Jeg tilbød og anbefalede en sedation med henblik på at kunne klippe pelsen omkring det afficerede område, rense huden grundigt og lægge en topikal behandling – som man ville gøre ved et hotspot. Ejeren ønskede ikke sedation.

Afslutningsvis blev ejeren kraftigt opfordret til at lade hunden komme til opfølgning hos egen dyrlæge efter weekenden. Jeg formulerede det således, at hvis ejeren “virkelig ønskede at komme helt til bunds i problemet og forhindre, at det kom igen“, ville en struktureret udredning være en god idé.

Jeg understregede, at det samlet set ville betyde færre og mere målrettede behandlinger i fremtiden, og potentielt helt undgå behovet for tilbagevendende medicinering.

Jeg håbede dermed at bruge ejers egen argument til fordel for hunden og dermed lægge bolden op til hundens egen dyrlæge.