Vestibulært syndrom

Synonymer: Vestibulær sygdom. Vestibulær dysfunktion. Balanceforstyrrelse. Vestibulær lidelse. Hovedtilt-syndrom.
Udvalgte differentialdiagnoser: Cerebellar sygdom (Giver ataksi uden nystagmus eller skæv hovedholdning, ofte intentionstremor). Forhjerne-læsion (Kan give cirkling og ændret bevidsthed, men uden vestibulære fund som nystagmus). Cervikal myelopati (Kan give ataksi og proprioceptionsproblemer uden hovedtilt eller nystagmus). Hypothyroidisme (Kan forårsage både perifere og centrale tegn, men bekræftes med T4/TSH og systemiske symptomer). Otitis media/interna uden neurologiske tegn (Ingen balanceforstyrrelser, men kan progrediere til vestibulært syndrom). Idiopatisk hovedtilt hos kat (
Sjældent, men ses hos unge katte uden andre neurologiske fund). Toksicitet (fx metronidazol) (Giver ofte centrale tegn, inkl. vertikal nystagmus og bredbaset ataksi).

Patogenese

De hyppigste årsager til perifert vestibulært syndrom er otitis media og/eller interna og idiopatisk vestibulært syndrom. Andre almindelige årsager inkluderer medfødte vestibulære lidelser, hypothyroidisme, neoplasi i det vestibulære system, naso- og otopharyngeale polypper, traumer i det indre øre og ototoksiske stoffer [1-4,6-7].

Almindelige årsager til central vestibulært syndrom inkluderer medfødte lidelser, hypothyroidisme, thiaminmangel, neoplasmer, infektion/inflammation, traumer i hjernestammen, toksicitet og cerebrovaskulær sygdom [1,3-4,7].

Kliniske fund

Skæv hovedholdning er et meget karakteristisk symptom, og ofte tilter hovedet til den side, hvor læsionen er lokaliseret [3]. Andre hyppige symptomer inkluderer nystagmus, ataxi, opkast og strabismus [3-4].

De vestibulære symptomer skal lokaliseres til den perifere eller centrale del. Dette er afgørende for håndteringen af patienten, da diagnostik og prognose er afhængig af den neuroanatomiske diagnose [1,3]. 

Dyr med perifert vestibulært syndrom er ved bevidsthed og har normal styrke og proprioception. Spontan eller positionel, horisontal eller roterende nystagmus kan forekomme, og ændrer ikke hurtig-fase retning, når dyret holdes i forskellige positioner [3,7]. 

Læsioner lokaliseret i mellemøret giver typisk anledning til skæv hovedholdning og patologisk horisontal eller roterende nystagmus. Sygdomme, der påvirker både mellemøret og det indre øre, resulterer i mere udtalte tegn som ataxi, fald, cirkulering og positionel strabismus. Perifert vestibulært syndrom kan også resultere i facial paralyse [7].

Vertikal nystagmus, nedsat proprioception og manglende koordination af lemmer indikerer centralt vestibulært syndrom. Spontan nystagmus kan være i enhver retning, men vertikal nystagmus eller nystagmus, der ænder hurtig-fase retning tyder stærkt på centralt vestibulært syndrom [3,7].

Diagnostik

Diagnosen baseres på karakteristiske neurologiske symptomer forårsaget af enten centrale eller perifere dysfunktioner [4]. En grundig anamnese er vigtig for at klarlægge årsagen. Spørg ind til eventuelle traumer, tidligere øreinfektioner, topikal eller systematisk medicinering eller andre tegn på systemisk sygdom [6].

Observation af neurologiske dysfunktioner forbundet med læsioner i pons og medulla kan hjælpe med at differentiere centrale og perifere læsioner. Ved mangel af sådanne fund, stilles en tentativ diagnose om perifer vestibulært syndrom [1]. 

Udover en detaljeret anamnese og neurologisk undersøgelse, bør der i alle tilfælde laves en fuld differentialtælling, biokemisk profil og urinanalyse samt eventuelt T4/TSH-undersøgelse samt Baermann i endemiske områder med Angiostrongylus vasorum. 

Derudover kan otoskopi, bulla røntgen, bulla ultralyd, myringotomy, finnålsaspirat, serologi og biopsi være en hjælp ved diagnostik af perifert vestibulært syndrom. CT og MR kan være værdifulde, men de fleste lidelser, der forårsager perifert vestibulært syndrom, kan identificeres uden [1,3]. 

Diagnostik af central vestibulært syndrom er ofte baseret på CT eller MR af hjernen samt analyse af CFS [6]. En CFS-analyse er sjælden specifik, men kan være nyttig til bestemmelse af årsagen til centralt vestibulært syndrom [1].

Behandling

Behandlingen afhænger af, hvilken sygdom der forårsager lidelsen.

Behandling af bakteriel otitis media og/eller interna består af 6-8 ugers behandling med systemisk antibiotika valgt på baggrund af en resistensundersøgelse. Det kan eventuelt være nødvendigt at rense og dræne øret. Med den rette behandling ses bedring indenfor 1-2 uger [1,7]. 

Behandling af idiopatisk vestibulært syndrom består af støttende og symptomatisk behandling. Der ses som regel bedring efter et par dage, og kliniske tegn forsvinder efter 3-4 uger [1]. 

Ved indikation kan antiemetika (Maropitant 1 ml/10 kg lgv. SC 1 gang dagligt i op til 5 dage [8]) og glukokortikoider anvendes til behandling af vestibulært syndrom [1,4].

Prognose og opfølgning

Prognosen afhænger af årsagen, men generelt har perifert vestibulært syndrom en bedre prognose end centralt vestibulært syndrom [1,4,7].