Menu
Haltheder på forbenene er mere diffuse, og der kan være flere strukturer involveret, forklarer Claus Sloth. Han har særlig interesse i ortopædi og driver Skovshoved Dyreklinik, hvor han modtager ortopædiske henvisningspatienter.
Claus har opnået sine specialkompetencer om diagnosticering og behandling af ortopædiske patienter gennem adskillige kurser. I dag deler han ud af sin specialviden gennem kurser b.la. for Dyrlægeforeningen og E-VET.
For at få så objektive oplysninger som muligt, lader Claus altid klienterne fortælle deres historie først, inden han bryder ind. Det er også med til at gøre ejerne trygge ved situationen, når de føler, at de bliver hørt. I mellemtiden går hunden rundt i konsultationen, hvor Claus iagttager den.
Eksempler på anamnese spørgsmål:
– Hvordan er det startet?
– Hvor længe har det stået på?
– Hvornår halter hunden mest? f.eks. i skoven eller i indkørslen med perlegrus?
Claus anbefaler, at ejer optager video af hunden. Det er især godt til milde haltheder, der kan være svære at se i klinikken, når hunden er oppe at køre. Videoen kan optages i stuen efter en lang gåtur.
Systematikken i den kliniske undersøgelse er vigtig. Claus har standardiseret sin undersøgelse, og han forsøger ikke at være forudindtaget. Claus forklarer, at man hurtigt kan komme til at mønstergenkende, hvorved andre problemer i forbenet kan blive overset.
Følgende punkter anvender Claus i sin undersøgelse:
Hvis haltheden ikke er tydelig, kan longering af hunden hjælpe med at lokalisere haltheden. Claus tilråder, at anvende et uforstyrret område f.eks. i en baggård eller i klinikken. Det optimale ville være at mønstre hunden på flere forskellige underlag f.eks. et fast, et blødt og et med perlegrus, da underlaget kan have betydningen for fremprovokering af haltheden.
Ejeren løber med hunden frem og tilbage, mens man observerer forfra, bagfra og fra siden. Claus siger, at milde haltheder vil være kraftigst, når hunden sætter i gang og de første 10 skridt.
Claus sætter hunden op på bordet og palperer begge ben samtidigt, hermed kan han sammenligne benene. Han lader sine hænder fornemme buler eller hævelser, der ikke skal være der. Lidt dybere palpation af hævelser for at afgøre om den er fast, blød eller fluktuerende. Ved albue dysplasi kan en ledeffusion palperes lige foran olecranon, hvis de er meget irriteret.
Ved palpation er det vigtig ikke at glemme poterne, som også skal palperes igennem for buler, der kan være tegn på artrose eller frakturerede sesamknogler.
Systematisk bøjning af alle led er vigtigt, så ingen bøjeprøver glemmes. Claus forklarer, at hvis man har mistanke til f.eks. albuen, skal den bøjes til sidst, ellers kan hunden overreagere ved bøjning af de andre led.
Bøjeprøver af forbenene kan være vanskeligt og snyde os. Skulder og albue hænger sammen, og man skal forsøge at flektere det enkelte led hver for sig. Claus kigger efter de små tegn på smerter. Det kan være de slikker sig om munde eller stopper med at halse et øjeblik.
Albuen flekteres ved at trykke på bagsiden af humerus og antebrachium (underbenet), så de skubbes sammen uden at involvere skulderleddet. Ved f.eks. albue dysplasi vil hunden reagere på det. Det kan være en kraftig reaktion, men hunden kan også forsøge at tilte forkroppen fremover for at hindre fleksion.
Hvis ingen reaktion på albuefleksion, kan skulder og albue bøjes sammen. Claus laver også ekstension af skulderleddet ved at trække benet langsomt fremad, og fleksion ved at trække underbenet bagud, så det er vandret med ryglinjen.
Sidste manipulation af skulderleddet er en rotation. Det gør han ved at stille sig på siden af hunden. Humerus skal være lodret ned og en vinkel på 45-90 grader i albuen. Han støtter albuen og drejer poten udad, der forekommer herved en rotation af caput humeri i skulderleddet. Ved læsioner i de glenohumerale ligamenter eller m. subscapularis vil hunden reagere.
Carpus bøjes og strækkes, samt forsøger Claus at belaste de collaterale ligamenter.
Poterne bliver ofte overset. Alle tåled skal bøjes igennem for smertereaktion eller nedsat bevægelse. Claus fortæller, at skader i poterne hyppigt sidder i det proximale tåled mellem phalanx I og metacarpalknoglerne. Det er også en god idé at trykket på sesamknogle II og VII, da det altid er dem, der frakturer.
Forandringer i poter og albueled vil ofte kunne ses på røntgenbilleder. I en albue med dysplasi vil artrose og periartikulære reaktioner kunne ses efter kort tid.
Skulderleddet vil have meget få forandringer på røntgenbilleder, selvom der er store skader. Det er ofte skader på bløddele som m. subscapularis, de glenohumerale ligamenter og biceps, og der er sjældent direkte skade af brusken. Claus fortæller, at man skal kigge på linjerne langs ledkapseltilhæftningen, kanten af scapula og bagkanten af humerus. Ved artroskopi af leddet vil man kunne finde bløddelsskaderne med sikkerhed.
Det er simpelt, billigt og illustrativt fortæller Claus. Især skulderleddet, hvor svære forandringer ikke kan ses på røntgen, kan ledpunktur i praksis være et diagnostisk pejlemærke for skulderledsproblemer.
Man skal tage prøver fra begge skulderled og sammenligne ledvæsken, forklarer Claus. Hvis der er flere celler i det mistænkte led end det andet, kan problemet muligvis lokaliseres hertil. Hvis cellebilledet er ensartet, kan der være forandringer i begge led eller slet ikke.
Eksempler på forskellige cellebilleder i ledvæsken:
– Degenerativ artritis: makrofager og synoviale celler
– Septisk artritis: heterofile granulocytter med pyknotiske cellekerner
– Polyartritis: heterofile granulocytter i flere led
Claus nåede kun kort at fortælle om medicinsk behandling af skulderleddet. Han foreslår, at lave en blokade med steroider hos de ældre hunde. Den gentager man igen efter 2,5 uge og afventer varigheden af effekten. Claus siger, at hos halvdelen af patienterne vil blokaden ikke virke. De patienter, kan man ved hjælp af artroskop injicere en opløsning med stamcelleaktivator ind i det skadet område, og det kan have effekt.
Claus’ oplysninger:
– www.skovshoved-dyreklinik.dk
– Tlf. nr.: 3964 6462