Menu
Der er mange typer ørerens og midler at vælge imellem. Her får du et overblik over hvilke, der skal bruges til hvad. Dyrlæge June Berg har flere års erfaring med dermatologi og otologi, samt har hun arbejdet i Sverige, hvor der er et helt andet fokus på brugen af antibiotika. I de senere år har June efteruddannet sig i European School of Advanced Veterinary Studies (ESAVS), hvor hun har taget alle tre dermatologikurser.
I 2013 var dyrlæge June Berg medforfatter på en artikel i DVT om ørerensemidler. Den byggede på et litteraturstudie og erfaringsbaseret viden fra anerkendte dermatologer rundt i verden. I dag refererer man stadig til den.
Af den grund har jeg i dag haft June med til en snak om ørerensemidler i praksis. Det er et emne, vi alle står og skal håndtere næsten hver dag, og med større begrænsning på øremidler end tidligere, er ørerens en relevant diskussion.
Øresygdomme er en del af dermatologien, fordi øregangene er beklædt med hud, derfor kan patienten også fejle alle de samme lidelser i ørerne, som i sin hud, forklarer June.
Udfordringen er, at øregangen har en anatomisk konstellation, der giver helt andre problemstillinger end f.eks. på ryggen. Øregangen er et smalt rør, hvor hævelse forhindrer udskillelse af ekssudat, hvorfor det hober sig op.
Lokal antibiotika i ørene har sjældent et resistensproblem, fortæller June, men derfor skal vi stadig have i baghovedet, at det er med til drive resistensudviklingen. Ofte har ejerne heller ikke lyst til at dryppe med antibiotika i længere perioder.
De recidiverende otitter ser vi ofte hos de allergiske hunde, hvor vi skal forsøge at forebygge frem for at behandle med antibiotika, hvilket ofte er tilfredsstillende for ejer, da de kan gøre noget selv.
Ørerens kan anvendes til langvarig behandling og give kontrol, men det er vigtigt at have et samarbejde med ejeren lige fra start, da øreproblemer kan være en langvarig proces, og medicin ikke udelukkende kan helbrede det.
Ørerens er klassificeret som et plejemiddel og ikke lægemiddel, derfor er der ikke særlig mange krav til indholdsstofferne, og der skal hverken være dokumentation for effekt eller toksicitet. Hvis en dokumentation forelægger og det bliver anvist, skal produktet registreres som et lægemiddel.
June understreger problemet, og hun fortæller, at vi derfor må vælge vores ørerens ud fra litteraturstudier og erfaring.
Udvælg en håndfuld ørerens, som du har på din klinik og er tryg ved, anbefaler June. Brug gerne lidt tid på at slå indholdsstofferne op og få en fornemmelse af, om du tør at bruge dem. June går efter midler med en rimelig sikkerhed og gode terapeutiske egenskaber, herunder antimikrobiel, ceruminolytisk og udtørrende effekt.
I tilfælde hvor vi ikke kan visualisere trommehinden, er det vigtigt kun at anvende ørerens, der ikke er ototoksisk, hvis det skulle havne i mellemøret. Vi må gå ud fra de studier, der er lavet, herved kan vi sige med overvejende sandsynlighed, at produkterne er sikre.
June fortæller, at de ørerensemidler, der er meget effektive på alle punkter ofte er ototoksiske, derfor skal man overveje, hvad der er vigtigst for en.
Oversigt over produkter, der er kendt ikke ototoksiske fra DVT-artiklen, og som har ovennævnte indholdsstoffer:
| Firma | Produkt | Indhold |
| Dechra | Triz Aural | TrizEDTA |
| Dechra | Cerum aural | Squalan (22 %), isopropyl myristat |
| Dechra | Triz Chlor Flush | Klorhexidin (0,15 %), triz EDTA |
| Dr. Baddaky | Otodine | Klorhexidin (0,15%), trizEDTA, propylenglykol (<5 %) |
| Dr. Baddaky | Before X | TrizEDTA |
Rene malassezia infektioner hos hund, der er recidiverende, ser vi mest hos de allergiske hunde. Når June overvejer sin behandling, har hun fokus på graden af inflammation i øregangen. Der er sjældent rumperet trommehinde, derfor kan vi vælge øremidler, der er kraftigere, dog informerer hun altid ejer om mulige bivirkninger, herunder risiko for døvhed og balanceforstyrrelser.
Ørerensemidler med borsyre og eddikesyre har god effekt mod svamp og er udtørrende. Det kan også anvendes til vedligehold og forhindre recidiv. June forklarer, at det svier i meget inflammerede øregange, derfor fraråder hun at anvende syre, når det er tilfældet.
Ved kraftig inflammerede øregange med forøget cerumen, anvender June klorhexidin/trizEDTA ørerens i den indledende behandling, indtil inflammationen er under kontrol, hvorefter en syreholdig ørerens kan anvendes. I mange tilfælde sender hun hunden hjem på systemisk steroid til at dæmpe inflammationen.
Du skal være opmærksom på, at steroid undertrykker immunforsvaret en smule, og kan forværre en infektion, men det har June ikke oplevet endnu. Hun anvender steroid varsomt ved bakterielle infektioner.
Otitis externa med kokker er ofte i kombination med malassezia, men vi kan også se det som reninfektion. Til den anvender June klorhexidin/trizEDTA produkter.
Ved en infektion med stave er ørerens alene formodentlig ikke nok. Klinisk ser vi ildelugtende, gulligt, purulent ekssudat fra øregangen. Ved de infektioner dannes ofte en biofilm i ørene, derfor skal øregangen renses i forbindelse med antibiotikabehandling, og det gør June med klorhexidin/trizEDTA.
June forklarer, at klorhexidin/trizEDTA ikke har særlig god voksløsende effekt, men ørerensemidler med en god voksløsende effekt har ofte en ringe antimikrobiel effekt, eller er skadelige i mellemøret, så der må vælges med forsigtighed.
Klorhexidin/trizEDTA-ørerensemidlerne er en tynd vandig opløsning, der desinficerer og kan have en mekanisk skyllende effekt. Er øret fyldt med klistret cerumen, anvender June midler med squalan til oprensning af øret i klinikken først.
De nævnte ørerens, bruger June også i de komplicerede tilfælde, hvor hunden er inde til oprens i narkose.
Det er sjældent at ørerens alene kan holde en otitis nede, derfor plejer June at starte patienten op med steroid samtidigt med ørerens. Der er ikke steroider registreret til formålet, men Cortavance (Hydrocortisonaceponat), der er en topikal spray til inflammation og kløe i huden, kan du anvende efter ørerens. Det er ’off label’, men June mener, at vi kan forsvare at bruge det i stedet for systemisk steroid, så længe vi taler med ejerne om de risici, der er ved behandlingen. Langtidsstudier har også vist, at det har god sikkerhed.