Der er forøget risiko for dødsfald hos dine patienter 3 timer postoperativ. Halvdelen af dødsfald i forbindelse med narkose sker i opvågningen, derfor skal vi være særligt opmærksom på vores patienter, når narkosegassen slukkes.
.
.
Den amerikanske veterinærsygeplejerske Darci Palmer, der har undervist på et universitetshospital og har speciale i anæstesi og analgesi, fortæller om, hvad vi skal have styr på i opvågningen.
Forøget risiko for dødsfald i opvågningen
Darci fortæller om et studie fra England 2008, der viste, at de fleste dødsfald i forbindelse med narkose og operation forekommer i opvågningen. Dødsraten i opvågningen for hunde var 50% og for katte og kaniner 60%.
Darci’s definering af opvågningsperioden; når vi lukker for gassen, og til patienten kan ligge i brystleje med normale vitalparametre.
Det er ca. 3 timer efter operation, at vi skal være særligt opmærksom på vores patienter, hvilket hurtigt kan blive nedprioriteret i en travl hverdag.
Ekstubering
Darci anbefaler, at vi holder patienten på ilt så længe som muligt – gerne i 3-5 min efter gassen er slukket. Det hjælper med at udvaske inhalationsgassen og sørger for, at vi ikke eksponeres for udåndningsgas fra dyret.
Men ér patienten klar til ekstubering, skal vi fjerne tubus med det samme, da der er risiko for, at dyret bider tubus i stykker og aspirerer den distale del. Af samme årsag skal intuberede patienter aldrig efterlades uden opsyn.
Hos de brachycephale racer vil vi gerne have tubus siddende i lang tid for at sikre luftvejene, men man skal være hurtig til at ekstubere, når de er ved bevidsthed for at undgå, at de tygger i tubus.
Regurgitation
Regurgitation er altid en bekymring under opvågningen, fortæller Darci. Det kan forekomme under hele den anæstetiske periode, men vi lægger mest mærke til det under opvågningen.
Mange af vores anæstesilægemidler og inhalationsgasser er associeret med nedsat esophageal tonus, derfor kan ventrikelvæske lettere bevæge sig tilbage i esophagus.
Der er endnu ikke klare definerede prædisponerende risikofaktorer, der fortæller os, hvilke patienter, som befinder sig i risikogruppen, derfor er det svært at forudsige, hvornår det sker.
Ofte forekommer stille regurgitation med en lille væskevolumen, som ikke bliver bemærket. Ved større væskevolumen, når det op til pharynx, hvor vi ser det som en brun-gul væske, der kommer fra mund eller næse.
Der er stor risiko for aspiration til lungerne.
Darci anbefaler, at vi gør det til en vane at undersøge mundhulen med gaze, inden gassen bliver slukket. Er der tegn på regurgitation, foreslår Darci at tørre mundhulen med gaze, og ved store mængder ventrikelvæske kan vi skylle mundhulen med saltvand, inden tubus tages ud.
H2-receptorantagonist eller protonpumbeinhibitorer kan anvendes, men der er ingen videnskabelig belæg for, at det vil forhindre regurgitation.
.
.
Hypotermi
Hypotermiske patienter skal vi opvarme med eksterne varme ressourcer, da kropstemperaturen har stor betydning for kredsløbet og metabolisering af lægemidlerne. Patientens kropstemperatur skal monitoreres hver 15.-20. min, til dyret når en temperatur over 37 C. Det sikrer også, at de ikke bliver hyperterme,
Smertevurdering og almentilstand
Vurdering af smertepåvirkning og almentilstand er en del af opvågningen. Patienten skal være rolig og ikke bevæge sig unødigt rundt i buret.
Er patienten stresset, kan kortisol give forhøjet puls, og det kan være svært at afgøre, om det skyldes stress eller smerter. Derfor anbefaler Darci, at vi lægger mærke til adfærdsmæssige tegn på smerte i stedet for.
Ved adfærd, der ikke er normal, skal vi tænke smerter. Ansigtstræk, vokalisering, uro og reaktion på palpering af det kirurgiske sted kan være tegn på smerte.
Darci pointerer, at vi skal give smertestillende, hvis vi er i tvivl.
Lægemidler postoperativ
En multimodal analgetisk protokol giver bedre opvågning. Har patienten en hård opvågning, går Darci efter hurtigvirkende lægemidler f.eks. opioider eller dexdetomidin (rask patient).
Darci anvender NSAIDs postoperativ, der virker andre steder på smerte-pathway, end opioiderne og dexdetomidin gør.
Har patienten været ude for et voldsom traume eller en stor operation, anbefaler Darci at anvende CRI (continuous rate infusion) med opioid, ketamin eller lidokain.
Har Darci en patienten, der vokaliserer, selvom dyret er dækket af opioid, indgiver hun mikrodoser af dexdetomidin, der har sedativ og analgetisk effekt. Det kræver, at patienten ikke er kredsløbskompromitteret. Det får dyret til at slappe af, mens effekten af gassen forsvinder.
Mikrodosering med acepromazin, 0,01 mg/kg postoperativ virker på samme måde som dexdetomidin. Det gælder ikke om at slå dem ud igen, men bare at tage toppen af de hallucinationer, der kommer fra inhalationsgasserne.
Relevante links
Facebook side: Veterinary Anesthesia Nerds
Hjemmeside: https://www.veterinaryanesthesianerds.com/
Studiet, der henvises til: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18466167
Relevante podcasts:
- De vigtigste parametre i narkoseovervågning med Stephen Cital
- Injektionsanæstesi til katte – 2 opskrifter med Carsten Grøndahl
- Bedre smertebehandling før og efter narkose og operation med Tasha McNerney
- Protokol: Genkendelse og behandling af hypotension
- Smertebehandling i praksis med Helle Harding Poulsen
- Anæstesiprotokol til kejsersnit hos hunde med Johannes Fogh
