Menu
Kramper hos hunde kan skyldes mange årsager. Sådan diagnosticerer du epilepsi og udelukker andre årsager, så du ikke giver krampe-medicin for at stoppe symptomer på andre sygdomme. Christina Gulløv er en passioneret dyrlæge med mange interesser og kompetencer. Hun har været dyrlæge i næsten 20 år og har bl.a. taget fagdyrlægeuddannelsen og en master i kirurgi samt en Ph.d. i neurologi. I dag hjælper Christina os med at forstå og diagnosticere årsager til krampeanfald, og hvordan vi skal behandle vores epilepsipatienter.
Krampeanfald er et uspecifikt symptom med en lang differentialliste. Det kan overordnet lokaliseres intrakranielt eller ektrakranielt.
Anfald af intrakraniel oprindelse stammer direkte fra hjernen. Den form for krampeanfald kaldes for epilepsi, hvis der er observeret mere end to uprovokerede anfald. Intrakranielle årsager kan f.eks. være hjernetumorer, meningitis eller meningoencephalitits.
De ekstrakranielle anfald kan skyldes organsygdom, der påvirker hjernen f.eks. hjertesygdom, hypothyroidisme, levershunts og stenotiske luftveje.
Christina siger, at anamnesen kan have betydning for, hvor man skal starte med at lede. Det er derfor vigtigt med en grundig anamnese. Man skal spørge detaljeret ind til anfaldene, hvilket kan danne et mønster og lede i retning af en årsag.
Eksempler på anamnese spørgsmål:
Christina supplerer altid sin anamnese med en videooptagelse af anfaldene.
Se alle artikler og podcasts, der handler om neurologiske patienter og hvordan du effektivt undersøger, behandler og henviser her…
Næste skridt i udredningen er en klinisk og neurologisk undersøgelse af patienten. Christina forsøger at fange selv små udfald eller afvigelser i sin undersøgelse, da selv små fund kan give et peg om lokalisering og diagnose. De kliniske fund sammenholdes altid med anamnesen.
Christina udtager altid blodprøver af sine neurologiske patienter. Blodprøver er en måde at udelukke alle de ekstrakranielle årsager på. De anvendes også til monitorering af krampestillende lægemidlers organpåvirkning. Det kræver, at der er taget blodprøver af patienten inden behandlingsopstart, så man kender patientens nulværdier. Ellers er det svært at vide, hvad der efterfølgende er årsag eller effekt.
Parakliniske test Christina anvender:
Det kan sommetider være en god idé at supplere med en CT- eller MRI-scanning. Christina fortæller, at det er den samlede information fra ALLE undersøgelser, der afgør, om hun vælger at scanne. Hun forklarer, at generelt er en CT-scanning fin til at se store forandringer, og sidder der en stor knude, kan man nok godt se den. Men for at kunne se små strukturelle forandringer i hjernen, skal der en MRI-scanning.
Præsenteres patienten med klyngeanfald (mange anfald i døgnet), skal man starte medicinering med det samme. Hvis det ikke er tilfældet, fastslår Christina, at det er vigtigt at tage blodprøver inden behandlingsstart, så patientens organværdier kan monitoreres.
Derudover skal man afklare med ejer, at det sandsynligvis er en livslang behandling med gentagne monitoreringsbesøg hos dyrlægen. Det kan blive dyrt for ejer, men det er også psykisk hårdt at have et familiedyr med krampeanfald.
Lægemidler, som Christina anvender:
Valg af behandling afhænger af patient og ejer. Pexion® er det nyeste lægemiddel på markedet, og det kræver mindst monitorering af patienten. Christina siger, at det er nemt at starte op og stoppe igen. Hun mener, at ulempen ved lægemidlet er, at mange af patienterne ikke kommer til opfølgning, så man ved ikke, om de stadig har anfald.
Phenoleptil er Christinas første valg. Det fungerer godt på mange patienter, men det giver især forandringer på leverværdierne, derfor fraråder hun, at give det til leverpatienter. Christina starter patienten op med 5 mg/kg fordelt på to daglige doser. Hvis patienten ikke responderer godt på Phenoleptil, kan det kombineres med Kaliumbromid for bedre effekt på anfaldene.
Christina anbefaler, at hunde med klyngeanfald skal have stesolid med hjem for at forhindre, at det ender i status epilepticus. Ejer instrueres i at give hunden stesolid (1 mg/kg) som rektalvæske under anfaldet. Det har ikke direkte effekt på det igangværende anfald, men det sørger for, at der ikke kommer flere anfald.
Ingen anfald er for Christina den bedste vurdering af behandlingen.
Christinas informationer:
