Menu
Fang flere hunde med ondt i ryggen og Ken Lindeblad ekspert-protokol.
Ken Lindblad startede på Faxe Dyrehospital i starten i 1980’erne og har fra starten af sin karriere interesseret sig for ortopædiske og neurologiske patienter.
Ken for dagligt henvisninger til udredning og behandling af netop den typepatienter og jeg mødte ham også selv via det område. Ken lavede nemlig artroskopierne på de hunde med albueledsdysplasi, som jeg havde med i mit speciale.
Klassiske har det været gravhunden, der præsenteredes med akut diskusprolaps ved at den gik med krum ryg, var stille og ikke ville hoppe op i sofaen.
Nu har Fransk Bulldog overtaget første pladsen i det patientmateriel Ken ser på dyrehospitalet.
Vi ser ofte hundene når de bevæger sig meget anderledes end normalt, forklarer Ken. Han fortæller også at de ofte finder tegn på tidligere diskusprolaps, når de skannet med CT. Hunden kan altså have haft et ”stille” forløb tidligere, som ejeren ikke opdagede.
Disse kan være rigtig svære at fange i den kliniske undersøgelse.
Som i mange andre tilfælde handler det om at få en god anamnese, siger Ken. Det kan være at hunden virker mere stiv, går med krum ryg eller stivner i en bevægelse.
Ken venter ofte med at vurdere hundens smerter til efter den kliniske og neurologiske undersøgelse. Derefter holder han den let under maven imens kan perkuterer hunden ned over ryggen én procesus spinosus ad gangen. Her kan man mærke om hunden spænder op.
Ken mener, at både patella-refleks og tilbagetrækningsrefleksen bør indgår hver gang.
Ved paretiske patienter tester Ken også dybsmertesans og hvis kirurgi er på tale er det også relevant at teste hunden for blødningstendens. Her spiller Angiostrongylus også ind, fortæller Ken. Han har nemlig oplevet at få en patienter ind med mistanke om rygmarvstraume, hvor det viste sig at patienten havde en blødningsforstyrrelse.
Ken forklarer, at hastigheden på udviklingen af sygdommen er en vigtig parameter til at vurdere patienten. Er symptomerne kommet hurtigt, skal behandlingen også være tilsvarende hurtig. Er problemet kommet snigende over længere tid, har vi også mere tid til at ”prøve” forskellig typer af behandling.
For grad 1-patienter bruger Ken oftest non-steroid antiinflammatorisk, men holder dem lidt tæt til kroppen, forstået sådan at han ringer og snakker med klienten de følgende dage.
Det kan også være nødvendigt bruge opioder, selvom de samtidig også kan sløre den kliniske vurdering lidt. Ken bruger enten Metadon eller Buprenorphin som injektion eller Contalgin som PO-behandling. Derudover nævner Ken både Gabapentin og Tramadol som muligheder. Den førstnævnte er nemmere at doserer til store hunde og den sidstnævnte kan have en noget variabel effekt.
Ken bruger, ligesom mange andre, mindre og mindre steorid-behandling som eksempelvis Prednisolon. De moderne non-steroider er ganske potente, mener han. Han kan dog stadig finde på at vælge steroider, hvis anden behandling enten ikke virker eller er udelukket. I så fald bruger han det kun kortvarigt.
Til gruppe 1-3 bruger Ken oftest kun non-steroider, hvis han _kun_ skal lave en medicinsk behandling. Det er også vigtigt at ejeren holder hunden i ro.