Menu
Der er en “Best Practice” protokol til parvovirus-diarre, der ofte kræver intensiv væsketerapi og evt. blodtransfusion, men det er ikke altid muligt. Justine Lee referere her også en “Outpatient” protokol.
Vejledning for ejere
Få en klar og konkret forklaring på SpørgDyrlægen.dk, der forklarer emnet i et lettilgængeligt sprog.
Nyhedsbrev For Dyrlæger
Faglig viden, protokoller, inspiration og fiduser til dyrlæger, der vil udvikle sig fagligt uden at det bliver på bekostning af familien og tiden med patienterne i klinikken.
Canine Parvovirus enteritis er en frustrerende og dyr infektion at behandle. Det kræver hospitalsindlæggelse og store mængder væsketerapi, samt kan det kan have fatale følger for hunden.
Justine Lee er amerikansk specialist i ”Emergency critical care” og toksikologi.
Hun har stor erfaring i praksis og er medredaktør af hjemmesiden VETgirl, hvor de laver undervisningsmateriale og podcasts. I dag fortæller hun om diagnostik og behandlingsprotokoller for parvovirus-diarré, der stadig ses, selvom vi har gode forebyggende vacciner. Det er vigtigt, at vi får talt med vores ejere og klargjort, at én vaccine ikke er nok.
Klassisk kan vi se parvovirus-diarré hos hvalpe under 6 mdr. Det er ofte ikke-vaccineret eller under-vaccineret hvalpe, samt hvalpe, hvor tæven ikke er vaccineret eller hvor hvalpen ikke har fået maternelle antistoffer gennem modermælken. Andre faktorer, der kan have betydning, er stress eller transport, hvor immunforsvaret ikke vil fungere optimalt.
Nogle racer er overrepræsenteret f.eks. Rottweiler, Schæfer, Labrador, og det rammer oftere intakte hanhunde.
Kliniske tegn:
Hvalpene dør ofte af dehydrering, hvor de udvikler hypovolæmi og sekundær hypoglykæmi. Andre komplikationer kan være aspirationspneumoni, sepsis fra bakteriel translokation og leukopeni.
Til diagnose af parvovirus infektioner anvender Justine:
Mange faktorer kan påvirke ELISA testen og give et falsk negativt resultat, f.eks. lubrikation på vatpinden, intermitterende udskillelse eller voluminøs diarré, der kan fortynde antigenerne. Derfor anvender Justine også en Blod Smear eller CBC for at kigge efter leukopeni, som er karakteristisk for parvovirus infektion, da det inficerer knoglemarven tidligt i forløbet. Hvis det er tilfældet kommer patienten altid i isolation med det sammen selvom ELISA testen er negativ.
De 3 vigtigste behandlinger af en parvovirus-diarré – væskebehandling, gastrointestinal støtte og antibiotikabehandling. De er alle symptomatisk støttende behandlinger.
Justine fastslår, at væskebehandling er det vigtigste hos de her patienter, for de dør af dehydrering og sekundære komplikationer som hypoglykæmi. Vi skal være opmærksomme på at vedligeholdelsesmængden er højere hos hvalpe end voksne hunde.
| Aldersgruppe | Væskebehov (ml./kg pr. dag) |
|---|---|
| Neonatale hvalpe | 120 ml/kg pr. dag |
| Unge hvalpe | 60-80 ml/kg pr. dag |
| Ældre hvalpe | 50-60 ml/kg pr. dag |
Som tommelfingerregel skal patienten til at starte med have 4-5 gange vedligeholdelsesmængden intravenøst for at erstatte væsketabet. De fleste patienter har brug for balanceret krystalloider f.eks. Ringers laktat med 2,5%-5% dextrose og kalium supplering. Hvis de er hypoglykæmiske kan man give en IV bolus med dextrose.
Justine monitorerer hundens blodtryk og blodglukose løbende, for at vurdere sin terapi. Hun tager også højde for fortsat væsketab gennem opkast og diarré.
Nogle gange anvender Justine kolloider, men hun er påpasselig med at bruge det især hvis de har azotæmi, da det kan give akut nyresvigt.
Hvalpe har normalt hypoproteinæmi, fordi de er lave på globuliner pga. lav immunstimulering. Totalprotein er normalt på 5 eller 50 (afhængig af enhed). Når vi væsker hvalpen op, vil totalprotein falde til 3,5 eller 35 (afhængig af enhed), hvilket er okay, men hvis de stadig er hypotensive, vil hun anvende kolloider.
Det kraftige antiemetika maropitant anvender Justine til at få styr på patientens vomitus. Hun fraråder, at forsøge at fodre patienten indtil vi får styr på opkasten, da der vil være stor risiko for aspiration af foder. Justine anbefaler, at påbegynde fodring, når hunden har normale parametre – temperaturen, blodtryk, tarmperistaltik. Hun er ikke fan af sondefodring eller anden form for fodring. Fodring er bare ikke det vigtigste i det akutte stadie.
Hvis der ikke er tarmperistaltik ved auskultation tyder det på ileus, her anvender hun prokinetisk behandling.
Selvom det er en viral enteritis, anbefaler Justine, at vi behandler med antibiotika, fordi hunden udvikler en leukopeni med under 2000 WBC, derfor vil de være i stor risiko for sepsis. Justine foreslår, at anvende antibiotika mod gram positive bakterier f.eks. Ampicillin. Hvis patienten kommer under 2000 WBC, giver Justine bredspektret antibiotika f.eks. Enrofloxacin.
Justine anvender sjældent blodtransfusion, og hun fortæller at plasma ikke virker til at overføre antigener for at hjælpe immunforsvaret, men hvis patienten har DIC og koagulopati, skal vi anvende det.
Mange parvovirus patienter bliver anæmiske, fordi de mister blod over tarmene. Hvis PCV (packed cell volume) er under 20%, kan man overveje en transfusion. Ofte vil en hvalps knoglemarv hurtig regenerer blodceller, når den får det bedre, derfor anbefaler Justine kun at anvende transfusion, hvis patienten ikke reagere på IV krystalloider.
Det er vigtigt at hunden kun får blod, hvis den virkelig har brug for det. For første gang er en ”gratis” blodtransfusion, da hunden ikke vil reagere på fremmed blod, men det vil forekomme næste gang, når den egentlig har brug for det.
Justine benytter ikke rigtig smertestillende til sine parvovirus patienter. Vi kan ikke anvende NSAIDs, da hunden har GI-symptomer, og rene opioider kan prædisponere for ileus, opkast og dermed aspiration. Ved abdominale smerter kan vi give lave doser af Buprenorfin.
Prognosen er rimelig god med op til 80-90 % overlevelse. Det er væsentligt, at vi ikke giver op, men laver en aggressiv behandling.
Hvad går galt med de 20%, der ikke overlever? I bogen angives bakteriel translokation eller DIC som årsag, men Justine oplever, at ubehandlet hypoglykæmi eller aspirationspneumoni fører til død. Hun fastslår, at vi undgår at tvangsfodre hunden, inden vi får styr på vomitus, samt skal hundens blodsukker monitoreres flere gange om dagen.
Justine fortæller om et studie, hvor det tyder på, at hvis patienten er tynd eller vejer under 4 kg og/eller er under 4 mdr. er der større risiko for, at de dør. Dog har et andet studie, som hun nævner, ikke fundet den omtalte sammenhæng.
Det ideelle er at indlægge de her patienter og stabilisere dem med IV væske, samt give en bolus med dextrose hvis de er hypoglykæmiske.
protokol:
Overlevelsesraten er på 90%, men det er en personalekrævende og dyr behandling. Det kan være en mulighed at indlægge hunden om dagen, og sende den hjem om natten med behandlingsvejledning, for så at indlægge den igen næste dag.
Denne type af behandling er billigere, og den kan vi overveje, hvis økonomi er et problem. Det er vigtigt, at ejer er dedikeret og afrapporterer hundens tilstand. Hunden skal respondere på behandlingen rimelig hurtigt ellers er det mere humant at aflive hunden, da det er en forfærdelig død.
Inden vi sender patienten hjem, skal de have IV væske med dextrose og stabiliseres.
protokol:
Her skal vi være opmærksom på, at de kan komme til at mangle dextrose og kalium. Overlevelsen er på 80%, hvilket stadig er en rimelig prognose.