Menu
TPLO operation og TTA operation er blot to muligheder for behandling af korsbåndsskader eller sprængt korsbånd hos hunde. Korsbåndsskade hos hund kan også klares uden operation, men det giver en ringere prognose. Specialdyrlæge Lars Langerhuus fortæller her om mulighederne for hunde med overrevet korsbånd
Korsbåndsruptur/cruciatum ruptur forekommer relativ hyppigt hos hunde, og er ofte et resultat af længere tids degeneration af korsbåndet. Men hvad er symptomerne egentlig, hvad skal du være opmærksom på og hvilken behandling giver den bedste prognose? Det og meget mere, får du svar på i denne podcast.
Lars Langerhuus er specialdyrlæge og arbejder på Anicura Aarhus Dyrehospital, hvor han udelukkende beskæftiger sig med kirurgiske henvisningspatienter. Han fortæller i dag om korsbåndsruptur hos hund, herunder årsager til ruptur, diagnostik, behandlingsmuligheder og prognose.
Der findes to korsbånd i knæet, og deres primære funktion er at stabilisere knæet ved forhindring af cranio-caudal bevægelse i knæet.
99% af de korsbånd, vi ser i klinikken, er i forvejen degenererede.
Man ved ikke, hvorfor korsbånd degenererer hos hunde, men når først det er startet, udvikler det sig altid til en total ruptur, siger Lars. Når korsbåndsdegenerationerne bliver kliniske, sprænger de generelt inden for et år.
Lars fortæller, at tidlige tegn på smerter i knæet er skæv siddende stilling (med undtagelse af f.eks. berner sennen og engelsk bulldog, der altid sidder skævt).
Når man opdager tegn på smerter i knæet, bør man foreslå en henvisning. Hvis vi kan fange hundene med degenererede korsbånd, inden de sprænger, er prognosen meget bedre, da korsbåndet på dette tidspunkt stadig er funktionelt, siger Lars.
Lars fortæller, at korsbåndsskader oftest ses hos midaldrende til ældre hunde, og disponerende faktorer er overvægt og inaktivitet.
Partiel ruptur ses typisk hos racer som cairn terrier, coton de tulear, chow chow, old english bulldog, labrador, rottweiler og berner sennen.
Der er to hovedgrupper af patienter med sprængt korsbånd, fortæller Lars.
Total ruptur af korsbåndet diagnosticeres ved konstatering af skuffebevægelse i knæet, dvs. en unormal forskydning af tibia og femur. Man skal dog passe på med at tage for hårdt på de unge hunde, siger Lars.
Partiel ruptur resulterer i periartikulær fibrose som forsøg på at stabilisere knæet. Lars forklarer, at det er lettest at mærke fibrosen, hvis du står bagved hunden og fører hænderne på indersiden af knæet. På indersiden af tibia vil du kunne mærke fibrosen som en bule.
Ved degenererede korsbånd, vil der være en lille smule skuffebevægelse i fleksion, som forsvinder, når du ekstenderer knæet, forklarer Lars – og tilføjer, at det kræver lidt øvelse at kunne mærke dette. Tidligt i forløbet har man ikke skuffebevægelsen, og så kan det være svært at stille diagnosen. Her kan det være nødvendigt at lave en artroskopi, siger Lars.
På røntgen vil man kunne konstatere effusion i knæet, og Lars fortæller, at knæ som udgangspunkt er det eneste led, man kan se effusion i på røntgen. Han forklarer, at der jo altid skal være lidt væske i knæet, og sommetider kan det være svært at se på røntgen, om der er for meget. Hvis du er i tvivl, er du nødt til at lave artroskopi for at tjekke korsbåndet.
Hvis racen er særlig disponeret, vil der med stor sandsynlighed komme bilaterale forandringer. Derfor er det er en god ide at tage røntgen af begge knæ. Hvis der er led effusion i det andet knæ også, kommer der med sikkerhed også ruptur i det – det er blot et spørgsmål om tid, siger Lars.
Han fortæller, at 50% af alle hunde, de opererer for korsbåndsruptur, kommer igen med problemer i det andet knæ.
Behandlingen er individuel og afhænger bl.a. af skadens omfang. Ofte er det nødvendigt med kirurgisk behandling i kombination med rehabilitering.
Der er to overordnede grupper af kirurgiske teknikker; lateral stabilisering og dynamiske teknikker.
Lateral stabilisering kan ske ved hjælp af f.eks. TightRobe, ankre eller nylon sutur. Her stabiliserer man knæet og fjerner skuffebevægelsen. Tanken er, at det er fibrosen, der skal stabilisere knæet på sigt, og det kræver, at hunden holder sig i ro i 3-4 måneder, hvilket er virkelig svært. Jo tungere hunden er, jo nemmere giver det sig. Og den mediale menisk skal ikke give sig mange mm, før knæet bliver ustabilt, fortæller Lars.
Ved dynamiske teknikker skærer man knoglen over og ændrer dynamikken i knæet, således korsbåndet bliver overflødigt. Lars fortæller, at Tibial Plateau Leveling Osteotomy (TPLO) er den bedste teknik efterfulgt af Tiberal Tuberosity Advancement (TTA).
Principperne ved TTA og TPLO er grundlæggende det samme. Lars forklarer, at man ved TPLO ændrer det tibiale plateau (vinklen i knæet) på 24 grader ved at skære tibia over og dreje knoglen op til en vinkel på kun 3 grader. Således er der ikke længere brug for et korsbånd. Hvis knæet er meget løst, kan man evt. sætte en lateral sutur i TPLO-pladen som ekstra stabilitet.
Hvis man lader hunden gå med en korsbåndsruptur, det gælder især de små hunde, kommer der så meget fibrose omkring knæet, at hunden faktisk godt kan leve med det uden en operation.
Lars fortæller dog, at femur vil subluksere ift tibia, og i starten vil hunden have smerter, fordi menisken kommer i klemme. Men efterhånden som menisken degenerer, forsvinder smerterne – så man skal ikke nødvendigvis kræve en aflivning, hvis ejer ikke vil have hunden opereret.
Man skal dog gøre det klart for ejeren, at hunden får smerter, den bliver halt, får muskelatrofi og det bliver aldrig lige så godt som hvis man opererer.
Haltheden skal løbende blive bedre efter operationen, og hunden må ikke pludselig blive meget halt, siger Lars.
Hvis en hund er opereret og det er gået fint, men den pludselig begynder at halte, skal vi mistænke septisk artritis. Det kan være hæmatogen spredt og først optræde 8 uger efter operation. Det forekommer relativt sjælden, men vi må ikke overse dem.
Lars fortæller, at man undersøger for septisk artritis ved at mikroskopere ledvæsken. Hvis der er neutrofile granulocytter til stede, skal man skylle leddet, sætte en dyrkning over og give antibiotika. Så er prognosen god.
Hvis menisken ikke er revnet på operationstidspunktet, skal man være opmærksom på postoperativ meniskskade. TPLO er mere stabil end TTA, og vi ser derfor flere postoperative meniskskader ved TTA.
Nogle hunde bliver lidt hævet omkring tibia og bliver en smule halte, siger Lars. Ved behandling med antibiotika, får de det bedre, men problemet vil være tilbagevendende. Og ofte ender disse hunde med at skulle have fjernet pladen igen, når osteotomien er helet.
Lars fortæller, at de fjerner omkring 3-5% at TPLO-pladerne, men ifølge et internationalt studie er det er op til 20%.
Generelt har mindre hunde mere gavn af fysioterapi efter knæoperationer, siger Lars. Han anbefaler dog fysioterapi til alle hunde, da det altid vil være optimalt, men han tilføjer også, at det mange gange ikke er nødvendigt.
Er menisken skadet, vil der blive dannet arvæv caudalt i knæet, og hunden vil aldrig komme til at kunne bøje benet helt, hvis man ikke gør noget. Hvis hunden skal have fuld bevægelighed, er det derfor vigtigt at lave bukke og strække øvelser, og det kan folk lave derhjemme.