Højt blodtryk hos katte: Tidlig diagnostik og bedre livskvalitet med Mette Rønn-Landbo

Højt blodtryk hos katte: Tidlig diagnostik og bedre livskvalitet med Mette Rønn-Landbo

Mette Rønn-Landbo arbejder på Aalborg Dyrehospital, og har en særlig interesse for kardiologi og Feline Medicine. I denne podcast fortæller hun om hypertension hos katte – herunder hvordan blodtryksmåling på katte foregår i praksis og hvorfor det er relevant at måle blodtryk på katte, samt kliniske tegn på og behandling af hypertension.


Nyhedsbrev For Dyrlæger

Faglig viden, protokoller, inspiration og fiduser til dyrlæger, der vil udvikle sig fagligt uden at det bliver på bekostning af familien og tiden med patienterne i klinikken.

Hvornår er det relevant at måle blodtryk på katte?

Katte er enormt gode til at skjule symptomer, og ofte opdager ejerne sent, at deres katte fejler noget. De første tegn på hypertension er typisk vægttab og øget drikkelyst, og det kan være rigtig svært at lure for ejer. Hypertension er et vigtigt symptom, som i høj grad går hånd i hånd med nyrelidelser, endokrine og kardiologiske lidelser, siger Mette.

Blodtryksmåling er for Mette i første omgang screening og ikke en ydelse, der koster ekstra. Ligesom vi auskulterer vores patienter, bør vi også måle blodtryk på alle katte over 7 år og/eller patienter med mistanke om kronisk nyresygdom (CKD), hyperthyroidisme, diabetes mellitus og overvægt. Hvis vi ikke måler blodtryk på katte, er der en stor gruppe af patienter, vi ikke opdager. Efter indledende konstatering af det forhøjede blodtryk er følgende udredning, som eksempelvis skanning og blodprøver noget, klienten betaler for.

Blodtryksmåling på kattens præmisser

Mange synes, at det er møgbesværligt at måle blodtryk på katte, og det kræver – ligesom alt andet – øvelse at blive god, siger Mette.

Aalborg Dyrehospital er Cat Friendly Clinic, og ejerne er på forhånd informeret om, hvordan de skal transportere katten, så den kommer frem til klinikken så stressfrit som muligt.

Det er vigtigt, at lade katten gå rundt og snuse i konsultationsrummet, så den får en chance for at finde ud af, hvor den er og hvad der skal ske. Det giver en anden ro, når man skal undersøge katten. Du kan høre meget mere om, hvad det vil sige at være Cat Friendly, og hvad vi kan gøre for at give kattene og deres ejere den bedst mulige oplevelse på klinikken i podcasten her…

Tag blodtrykket som det første og lad katten ligge, hvor den er mest tryg. Det kan være i buret, under bordet, i ejers skød eller i vindueskarmen. Der skal samtidig være ro omkring katten og personalet må ikke være stresset og skulle skynde sig videre til andre ting, siger Mette.

Mette lægger forsigtig cuff’en omkring halen, imens hun står og snakker med ejeren. Den første måling er altid lidt for høj, men ofte falder blodtrykket, jo flere målinger man laver. Mette foretager normalt 5 målinger, men sommetider er det nødvendigt at måle 7-8 gange for at få et validt resultat. Blodtrykket bliver bestemt ud fra gennemsnittet af 3 valide målinger.


Få det fulde overblik over hjertelidelser hos hunde og katte med mislyd, medicin, akut svigt og mere i denne artikel…


Forskellige apparater til at måle blodtryk

Til blodtryksmåling på kat bruger man enten Doppler sphygmomanometer eller oscillometriske blodtryksmålere. Mette bruger selv High Definition Oscillometry (HDO), som altid står fremme, så det er let tilgængeligt.

Ved anvendelse af oscillometriske blodtryksmålere, skal cuff og hjerte være i cirka samme niveau. De fleste katte accepterer cuff’en på halen uden problemer. Nogle katte kigger lidt første gang, cuff’en bliver pustet op, men de vænner sig hurtigt til det, siger Mette.

Hypertension hos kat refererer til forhøjet systolisk blodtryk, som normalt er under 140 mmHg.

Der findes 3 former for hypertension:

  1. Sekundær hypertension (80% af tilfældene hos katte)
  2. Idiopatisk hypertension (13% af tilfældene hos katte)
  3. Situationsbetinget hypertension

Kliniske tegn ved hypertension

Katte med hypertension skjuler deres symptomer og derfor fanger vi dem ikke altid, hvis vi ikke måler blodtryk.

Hypertension kan forårsage skade i karforsyningsorganer/Target Organ Damage (TOD). Hjerte, nyrer, hjerne og øjne er de mest sårbare organer.

Hypertensive katte kan blive blinde (ofte kommer synet tilbage ved sænkning af blodtrykket), nogle katte snakker mere (formodentlig pga. hovedpine) og kramper og andre neurologiske forstyrrelser kan forekomme ved påvirkning af hjernen.

Behandling af hypertension hos katte

Katte med reel hypertension, dvs. systolisk blodtryk over 160 mmHg, kræver behandling med Semintra 10 mg/mL eller Amodip Vet (evt. i kombination, hvis den ene ikke har effekt).

Hvis der er TOD, sitren eller kramper, skal man igangsætte behandling med det samme. Katten skal til kontrol/monitorering 14 dage efter behandlingsstart, hvor blodtrykket hos de fleste katte vil være faldet med 20 mmHg. Mette monitorerer også UPC og nyretal, som ofte også er forhøjet ved hypertension.

Hvis katten kun har forhøjet blodtryk og ingen tegn på TOP, behandler Mette ikke til at starte med. Hun anbefaler i stedet ejer at komme igen 1-3 mdr. senere til en ny blodtryksmåling samt blod- og urinprøve. Hun fortæller ligeledes ejer, hvilke organer, der kan tage skade af forhøjet blodtryk og hvilke følger det kan have for katten.

Mette har skrevet en artikel i DVT med et flowskema over tilgangen til den hypertensive patient med udgangspunkt i, om der allerede er sket TOD.

Relevante links

Online kurser for dyrlæger

Målrettede og praksis-orienterede kurser med læringsgaranti

Klik her…