Menu
I denne podcast gennemgår Peter sin tilgang til epulis hos hunde, og Peter Strøm fortæller om forskellige former for epulis, herunder Odontomer, Canine akantomatøs ameloblastom (CAA) og Fokal fibrøs hyperplasi.
Faktaboks
Epulis er en generel betegnelse, der anvendes til at beskrive forskellige typer af godartede vævsvækster (tumorer eller hyperplasier) i tandkødet (gingiva). Det er ikke en specifik sygdom, men snarere en kategori af læsioner, der kan have forskellige oprindelser og karakteristika. Der findes flere typer af epulis, herunder:
Epulis-læsioner kan variere i størrelse og udseende og kan nogle gange forveksles med mere alvorlige tilstande, derfor er en præcis diagnose vigtig.
Andre typer knuder der ses i munden hos hunde er:
Således er kun fokal fibrøs hyperplasi en form for epulis, mens odontomer og canine akantomatøs ameloblastom ikke er det.
Peter Strøm er tand- og kæbespecialist (DAVDC, DEVDC), og han har sammen med Ann Strøm startet Specialistdyrehospitalet i Holte, hvor de tilbyder behandling inden for øjen- og tandsygdomme.
“Epulis” betyder vækst på tandkødet og refererer til hævelser/tumorer på tandkødet. Betegnelsen beskriver altså kun lokationen af hævelsen, og siger ikke noget om oprindelsen.
Peter siger, at man i dag er gået lidt væk fra at bruge betegnelsen epulis, og i stedet finder man tumorens oprindelse. Mange patologer beskriver ofte epulis som fibromatøs epulis af peridontal ligament oprindelse (FEPLO) eller perifer odontogen fibrom (POF). POF er det, man betegner som epulis i dag.
Peter fortæller, at vi kan inddele epulis i 4 overordnede grupper:
Når man ser tumorer på tandkødet, skal man som det første finde ud af, hvad det er. Peter anbefaler altid røntgen og biopsi.
Start med en fuldmunds-røntgenundersøgelse og kig på, om der er involvering af knoglestrukturen under. Men husk, at der skal være knogletab på omkring 40%, før vi visuelt kan se en forandring på røntgen.
Tag en lukket biopsi – enten en incisional eller excisional biopsi. Ved epulis ender vi ofte med en excisional, hvor vi fjerner det, vi kan se makroskopisk UDEN at gøre skade på tanden.
Hvis vi fjerner for meget tandkød, kommer der tandsten, plaque og dybe lommer, og så kan tanden ikke overleve.
Munden skal være rengjort, inden du tager biopsier. Hvis der er tandsten, er der også bakterier – og det kan forårsage en lokal infektion.
Det er vigtigt at dokumentere undervejs, hvor tumoren var, for det kan have betydning for efterfølgende kirurgi. Sørg for at beskrive de kliniske fund og send den information med til patologen sammen med biopsien.
Epulis beskriver bare en hævelse på tandkødet, og det kan man ikke rigtig bruge til noget. Peter siger, at han hellere skriver lokaliseret eller fokal gingival forstørrelse, når han beskriver det i en klinisk rapport, inden han ved, hvad det er.
Beskriv desuden, om tumoren er ulcereret, hvor den er lokaliseret, om der er involvering af underliggende strukturer, om tumoren er hurtigt- eller langsomtvoksende, om der er mineralisering osv.
Hvis vi ser malignitetskriterier, skal vi lave en staging. Men tag først en diskussion med ejer og hør, hvad deres mål er. Vil de gå igennem et staging forløb, skal vi lave ultralyd af abdomen og røntgen eller CT af thorax for at se, om der tegn på metastaser?
Odontomer er den eneste tumorform, som vi med rimelig sikkerhed kan diagnosticere radiologisk, fordi den har et meget karakteristisk røntgenmønster.
Man taler om compound odontom og kompleks odontom på baggrund at det histologiske stadie.
Komplekse odontomer ser vi hyppigst i unge hunde. Radiologisk ser man en blanding af uorganiseret dentalt væv. Det er ofte et kaotisk mix af odontogent materiale. På det her stadie er det sket en mineralisering af vævet, men man kan ikke som sådan se tanden.
Ved compund odontom er dentalvævet mere differentieret, og her kan vi se strukturer, der ligner tænder.
Er en klassisk reaktiv læsion, hvor der sker overvækst af tandkødet pga. kronisk inflammation eller traumer. Fokal fibrøs hyperplasi er hyppigt (50-55%) lokaliseret på den rostrale del af maxilla.
CAA er en lokal aggressiv og invasiv tumor i mundhulen, og er meget almindelig hos hunde.
Det er svært at differentiere CAA og POF, fordi de ligner hinanden og man kan ikke se, om det er den ene eller den anden. Her kan man rent klinisk bruge lokaliteten.
Peter fortæller, at CAA oftest er lokaliseret i den rostrale del af mandiblen og sjældent i den caudale del af maxillen. Og POF er hyppigt lokaliseret i den rostrale den af maxilla og mindre hyppigt i mandiblen.
Hvis du f.eks. ser en hævelse på den rostrale del af mandiblen hos hund, så tænk CAA og hvis du ser en hævelse på maxilla, så tænk reaktiv læsion eller POF.
Peter understreger dog, at vi ikke alene ud fra lokaliteten kan afgøre, om det er POF eller CAA. Lokaliteten kan være en hjælp til dig selv og er værd at tænke over – men hold det lidt for dig selv, og tag altid røntgen og biopsi.
Hvor aggressive vi skal være, afhænger af hvilken tumor, vi har med at gøre. Hvis det bare er en reaktiv læsion, har vi måske fjernet årsagen til problemet, som var tandsten. Men er der en peridontal lomme, som vi ikke har korrigeret, kan hævelsen komme igen.
Hvis der er tale om neoplasi, anbefaler Peter ofte at monitorere og holde øje med området. Man kan også lave en debulking, hvor man fjerner det, man ser makroskopisk. Det kurerer ikke problemet, men holder det væk, eftersom odontogene neoplasier ofte er langsomtvoksende.
Hvis tumoren har oprindelse i tandkimet, skal vi fjerne tanden og peridontal ligamentets væv inkl. det knoglevæv, hvor ligamentet hæfter fast for at kurere 100%.
